Menu

El Salvador - historie

El Salvador - historie

El Salvador var før spaniernes ankomst et område i de centralamerikanske højkulturers sydlige udkant. Det var befolket af en række forskellige folk, heriblandt flere, der var beslægtede med mayaerne.

Da spanierne under ledelse af Pedro de Alvarado i 1524 indledte erobringen af landet, var det nahuatltalende pipilfolk dominerende. I 1528 var det spanske herredømme etableret, og San Salvador grundlagt som hovedstad i provinsen af samme navn. Området indgik i den større administrative enhed generalkapitanatet Guatemala og blev brugt til landbrugsproduktion.

I 1700-t. afløstes kakao af indigo som den vigtigste eksportvare. På baggrund af den indbringende indigoproduktion opstod et stærkt lokalt aristokrati. Indianerne udgjorde majoriteten og dermed den vigtigste arbejdskraft i området indtil sidst i århundredet, da mestizerne kom i overtal.

Velstand og voksende selvbevidsthed førte til den salvadoranske elites stigende interesse for selvstændighed.

I 1811 og 1814 udbrød oprør vendt både mod kolonimagten og mod Guatemalas dominans.

Løsrivelsen fra Spanien kom i 1821, da salvadoranerne tilsluttede sig generalkapitanatet Guatemalas uafhængighedserklæring.

Salvadoranerne ønskede hverken tilknytning til Mexico eller yderligere national opsplitning med Guatemala som regionens dominerende magt og kæmpede derfor for skabelsen af en mellemamerikansk forbundsstat.

Den Centralamerikanske Føderale Republik, oprettet 1824 med salvadoraneren Manuel José Arce (1786-1847) som første præsident, viste sig dog at være en uholdbar konstruktion.

I 1841 fulgte El Salvador derfor nabolandene og blev en selvstændig republik.

Omkring 1870 blev indigo udkonkurreret af kunstige farvestoffer, og kaffe blev den dominerende afgrøde.

Dette medførte en omlægning af landbruget til stordrift og fulgtes af økonomisk vækst. Kaffebaronerne kom hermed til at dominere det politiske liv.

Den økonomiske verdenskrise i 1929 forårsagede et fald i kaffepriserne. Den følgende politiske uro i El Salvador endte med et militærkup i 1931 samt et oprør året efter, styret af kommunistlederen Farabundo Martí. I hærens nedkæmpning af oprøret dræbtes ca. 30.000 mennesker; det gik især ud over den indianske bondebefolkning.

Ingen af de efterfølgende militærregimer formåede at løse landets voksende politiske og økonomiske problemer. I 1969 udbrød den såkaldte Fodboldkrig mellem El Salvador og Honduras bl.a. på grund af de mange illegale salvadoranske immigranter i Honduras. Militærregimets stadig voksende upopularitet styrkede den politiske opposition, og ved præsidentvalget i 1972 stod kristdemokraten José Napoleón Duarte til en overbevisende sejr.

Sejren blev imidlertid forhindret ved omfattende valgsvindel, og Duarte måtte efter et kristdemokratisk kupforsøg gå i eksil. En række venstresocialistiske guerillabevægelser indledte nu væbnede aktioner mod styret, hvilket blev imødegået af både militæret og den paramilitære terrororganisation Organización Democrática Nacionalista, ORDEN, som slog ned på enhver protest med hård hånd.

Angsten for en afsmittende effekt af den sandinistiske revolution i Nicaragua førte til et militærkup i 1979. De nye, mere moderate magthavere forsøgte at indsætte en reformvenlig regering, men måtte opgive i januar 1980. Med mordet i marts på San Salvadors ærkebiskop Oscar Arnulfero Romero forsvandt den sidste åbne opposition til militærstyret. Bag mordet stod den radikale højrefløj.

I december indvilligede Duarte i at indtræde i præsidentembedet i et forsøg på at stabilisere landet, men løfterne om reformer hjalp ikke. I 1981 samlede guerillabevægelserne sig i Frente Farabundo Martí de Liberación Nacional, FMLN, og højrefløjen samledes i Alianza Republicana Nacionalista, ARENA, og krigshandlingerne tog for alvor til.

FMLN modtog indledningsvis støtte fra Nicaragua og Cuba, hvilket fik USA til at optrappe sin militære støtte til det salvadoranske styre. Først i 1989 kunne et mere moderat FMLN indlede forhandlinger med et mindre reaktionært ARENA under Alfredo Christiani (f. 1947).

Forhandlingerne førte til fredsaftalen ved Chapultépec-konferencen 1991-92. Trods uenighed om gennemførelsen af aftalens bestemmelser om bl.a. demobilisering og politiske reformer har freden holdt.

Den langvarige borgerkrig har skabt et forarmet og kriminaliseret land og medført en politikerlede, der blev forstærket ved regeringens generelle amnesti for krigsforbrydere i 1993.

FMLN har ikke fået den ventede indflydelse efter freden; Armando Calderón Sol (f. 1948), som repræsenterer ARENA, vandt præsidentvalget i 1994 og førte en neoliberal økonomisk politik.

Fredsaftalen i 1992 ændrede de politiske magtforhold i El Salvador. Ganske vist bevarede ARENA præsidentposten ved valgene: Alfredo Cristiani beklædte posten 1989-94 og efterfulgtes af Armando Calderón Sol; i 1999 blev filosofiprofessoren Francisco Flores (f. 1959) præsident. Men den tidligere guerillabevægelse, FMLN, øgede tilslutningen fra valg til valg.

I 1997 erobrede FMLN borgmesterposten i San Salvador, og ved valget i 2000 blev FMLN det største parti i parlamentet foran ARENA, der dog bevarede kontrollen med parlamentet igennem en koalition med to andre partier. Ved de samtidige lokalvalg vandt FMLN borgmesterposterne i syv ud af de 14 provinshovedstæder.

I 1998 indgik El Salvador en aftale med Honduras, der endegyldigt skulle afslutte alle grænsestridigheder; den nye grænsedragning trådte i kraft i 2006. Der er gennemført en stram neoliberalistisk økonomisk politik med bl.a. privatisering af en række offentlige virksomheder.

Overgangen fra brug af egen valuta til US-dollar har medført voldsomme prisstigninger, og indkomstfordelingen er fortsat meget ulige. I 2004 underskrev El Salvador sammen med de øvrige centralamerikanske lande og Den Dominikanske Republik en frihandelsaftale, DR-CAFTA, med USA.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os