Menu

Valg i El Salvador: FMLN bliver den største politiske kraft

Valg i El Salvador: FMLN bliver den største politiske kraft

Den tidligere guerrillabevægelse opnåede ved søndagens valg flest medlemmer i Parlamentet, men må bittert akceptere at miste borgmesterposten i hovedstaden. Valgkampen fortsætter med fornyet styrke frem mod præsidentvalget. 

Af Preben Høeg Rasmussen, skrevet den 20. Januar 2009 

Der blev afholdt hele tre valg i søndags i det lille mellemamerikanske land med knap syv millioner indbygggere. Kommunalvalg, valg af parlamentsmedlemmer og medlemmer af Parlacen, det central-amerikanske parlament. Samtidig var valget en vigtig strømpil for det kommende præsidentvalg om kun to måneder.

Der var på forhånd lagt op til en styrkeprøve mellem det borgerlige Arena på den ene side og venstrefløjspartiet Frente Farabundo para la Liberación Nacional, FMLN, på den anden side. Desuden deltog fire mindre partier. Arena-partiet har regeret landet de sidste 20 år og var en tro ven af Bush-administrationen, en allieret på linie med Colombia og Peru. FMLN står klar til at fremme væsentlige forandringer og tilslutte sig venstrebølgen i Latinamerika.

Der skulle vælges nye borgmestre og kommunalbestyrelser i landets 262 kommuner, hvor det regerende, højreoriterede parti, Arena, i forvejen sad på de fleste borgmesterposter og havde de fleste delegerede i national-parlamentet.

Endnu foreligger ikke de endelige og officielle resultater, men med 77% af stemmerne fremstår der nogle indikationer. Alle de nationale og internationale observatører har anerkendt valghandlingen.

 

Borgerlig tilbagegang

Arena-partiet gik tilbage og fik flest stemmer i 118 kommuner mod før i 174 kommuner. Særlig spænding var der om valget i hovedstaden, San Salvador, med 1,5 mio. indbyggere. Ved valget for tre år siden vandt FMLN med en overordentlig snæver margen. Med et flertal på kun 83 stemmer blev den kvindelige doktor og tidligere guerrilla-kommendant, Violeta Menjinar, første kvindelige borgmester. Men denne gang blev hun slået på trods af ihærdig støtte fra FMLNs præsidentkandidat, Mauricio Funes.

FMLN vandt i 77 kommuner mod i 54 for tre år siden. Partiet kunne ikke opnå 5. genvalg i hovedstaden, en slem bet som kun delvis opvejes af sejren i den næststørste by og andre vigtige byer. I absolutte stemmetal gik partiet dog frem ved kommunalvalgene.

 

Største politiske kraft

De forløbige tal viser at FMLN nu er El Salvadors største politiske kraft og opnår flest pladser i national-parlamentet. Fra at sidde på 32 af de 84 pladser i nationalforsamlingen vil partiet nu kunne forvente at indtage omkring 36-39 pladser, men opnår ikke det ønskede flertal på 43.

Arena, som havde 34 pladser, må se sig overhalet, men opnår stadig omkring de 32 diputerede.

Et nyt parti, som stillede op for første gang, vandt hverken borgmesterposter eller diputerede. Det gjorde derimod de andre tre partier, som dermed - omend med færre pladser - kommer til at spille en afgørende rolle. Ét parti har traditionelt hældet mod Arena, et andet mod FMLN.

 

Præsidentvalget

Hermed er banen kridtet op for det kommende præsidentvalg den 15. marts, hvor valget står mellem kandidaten for FMLN, den 48-årige journalist Maurio Funes, og Arenas kandidat, Rodrigo Àvila, som er tidligere politidirektør. I følge meningsmålingerne står FMLN til at vinde.

El Salvador har tradition for en benhård valgkamp, hvor der ikke tages smålige hensyn. FMLN angribes for at være kommunistisk styret. Og fra at have været beskyldt for at være fjernstyret fra Cuba er Fronten nu angiveligt også styret fra Venezuela, som har støttet de FMLN ledte kommuner med billig olie.

Det dollariserede land ville med en FMLN sejr blive kastet ud i arbejdsløshed, det ville betyde en brat afslutning på investeringer og de mange penge som sendes fra de over 3 mio. elsalvadoranere, som arbejder i USA.

 

Det politiske landskab

Arena har med forundring set på hvordan det politiske landskab har forandret sig omkring dem.

Efter at have haft militærdiktatur og deres afledte regeringer har naboen mod nord, Guatemala, fået en centrum-venstrepræsident i Colon. Mod syd er Daniel Ortega og sandinisterne er vendt tilbage til magten i Nicaragua. Det glemte, grå land, stereotypen på en bananrepublik, nabolandet mod øst, som El Salvador udkæmpede en rask krig med i 1969, Honduras, chokerede da den liberale præsident Zelaya ikke bare knyttede nære forbindelser til Ortega, Castro og Chavez, men meldte landet ind i ALBA-sambejdet, det anti-imperialistiske samarbejde.

Deres bedste kort, alliancen med USA, mistede under Bush kredibilitet og fremstår nu uden særlig punch. Skrækkampagnerne har ikke samme gennemslagskraft som tidligere. For stadig flere fremstår FMLN som et reelt alternativ.

Den 15. marts 2009 går El Salvador til valg igen.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os